FBhidden

Et iværksættereventyr med passion og stærkt partnerskab

Lykke Schultz
Lykke Schultz
Projektkoordinator - Partner

Hos ISOfilm i Ry byder arbejdsdagene på alt fra silikonebryster og generalforsamlinger til bowlingture og produktpræsentationer.

Af Charlotte Strandgaard

ISOfilm_Magasin_OpslagDen røde løber er rullet ud, når man træder ind hos ISOfilm på Boeletvej i Ry. Der er noget glamourøst stjernedrys over virksomheden, som producerer film på stribe for både lokale og internationale kunder, og ejerne Lykke og Morten Schultz fejrer da også gerne velproducerede jobs med champagne på hvilken som helst ugedag.

Trods utallige VIP- oplevelser i ”filmens verden” er de to helt nede på jorden. Men det var i luften, de to mødte hinanden for 21 år siden som faldskærmsudspringere.

Selvom faldskærmen nu er konverteret til to børn og hus i Låsby, har der været masser af adrenalinsus i deres liv – ikke mindst i det iværksættereventyr, de sammen har skabt med ISOfilm.

ISOfilm_magasin_billede_af_Morten_og_Lykke

Morten og Lykke Schultz akkompagnerer nærmest hinanden til perfektion i den 16 år gamle virksomhed, som i de seneste år er vækstet til et aktivitetsniveau, hvor ægteparret nogle gange må tage weekender og aftner i brug for at følge med ordrerne.

“Vi har knoklet 24/7, men det er blevet bedre. Vi er blevet bedre til at holde fri også, men for mit vedkommende er den tekniske del af filmproduktion også min hobby, og jeg elsker at nørde udstyr”, siger Morten Schultz, der startede firmaet i 2005, mens han stadig var under uddannelse til film- og tv-produktionstekniker.

I 2011 blev han selvstændig på fuld tid, og året efter flyttede han virksomheden til Kildebjerg og begyndte at ansætte medarbejdere. Ordrerne tikkede ind, og de administrative opgaver voksede den ordblinde ejer over hovedet.

“Morten havde brug for én, der kunne sælge og projektlede, og som ikke behøvede at få løn”, griner Lykke Schultz.

“Og da jeg i forvejen sad om aftenen og læste korrektur på hans tilbud, besluttede vi i 2015, at jeg skulle gå med ind i firmaet”.

Selv startede hun bogstaveligt talt også sin karriere i filmbranchen, da hun i 1999 blev uddannet butiksassistent i Blockbuster, og som 21-årig blev den yngste butikschef i kæden.

Siden har hun arbejdet hos HTH og har uddannet sig indenfor salg og projektstyring.

Kombinationen af Mortens tekniske tæft og Lykkes mange talenter som bl.a. tæller efteruddannelser indenfor web marketing management og strategisk kommunikation, har vist sig at være formidabel. Og parret tager oftest sammen ud til nye kunder.

“Vi fungerer bare rigtig godt sammen, når vi skal udvikle koncepter for vores kunder. Det er vores helt store styrke. Jeg tager mig af det teknisk faglige, mens Lykke er god til at tænke i målgrupper, tekster, storytelling, salg og branding”, siger Morten Schultz.

Corona har skabt nye produkter

I alt otte ansatte lægger timer og hjerteblod i virksomheden. Tre af dem er elever på medieskolerne, hvor Morten Schultz også er censor. Derudover har firmaet en ansat med speciale i eventmanagement, som bl.a. står for at lave online- arrangementer. Dagene suser afsted med at lave kreative reklamefilm, produktfilm, brandingvideoer, instruktionsfilm og lige nu en serie onboardingfilm for en it-virksomhed.

Og så har corona-epidemien føjet nye produkter til virksomhedens katalog.

“Vi har f.eks. lavet en del produktfilm, fordi sælgerne ikke har kunnet besøge kunderne, og så vil de præsentere deres varer på film i stedet”, fortæller Lykke Schultz.

En anden corona-skabt vare på hylden er live-streaminger af generalforsamlinger, foredrag og møder.

“Vi producerede bl.a. et modeshow, der blev livestreamet til seks lande. En livestreaming er ikke som at være på et teams-møde, for vi producerer professionelt og har en masse værktøjer vi kan bruge undervejs. Vi kan producere med flere kameraer, flot lys og god lyd, facilitere en chat og f.eks. lave afstemninger undervejs”, forklarer hun videre.

Så modsat mange andre virksomheder blev 2020 det regnskabsmæssige bedste år for ISOfilm. Men det var også tiltrængt, da 2019 nær havde fået ægteparret i knæ.

“Vi traf nogle forkerte beslutninger, en kunde gik konkurs, og så havde vi tre indbrud på to måneder og sluttede året af med en vandskade”, forklarer Lykke Schultz.

Kunderne i film-firmaet er vidt forskellige og spænder fra byggeindustri og finansverdenen til mange forskellige offentlige institutioner og mere kuriøse kunder.

ISOfilm_magasin_billede_af_Morten_og_Lykke2_400px

“Jeg har været i Kroatien for at filme silikoneimplantater til bryster for et tysk firma, og lige inden nedlukningen skulle jeg have været til Mexico og filme på en fabrik indenfor tec-industrien”, siger Morten Schultz.

Børnene stiller op som statister

Parrets filmeventyr omfatter også deres to børn på 9 og 11 år, der efterhånden ofte har stillet op som statister og skuespillere – gerne sammen med venner.

“De synes begge det er sjovt at være med. Vi har f.eks. i år lavet tv-kampagner for ”Bowl’n’Fun”, og der kom ungerne sammen med en flok andre børn ind for at bowle og spise pizzaer, mens resten af landet var corona-lukket”, fortæller Morten Schultz.

Både han og Lykke Schultz er stolte over at have bygget en veldrejet virksomhed og have knækket koden til et stærkt partnerskab både professionelt og privat.

“Vi er meget opmærksomme på at flette kvalitetstid ind i arbejdet også. F.eks. tager vi på workshops sammen, og arbejder hjemme sammen i weekender. Vi er meget mere i sync. med hinanden nu end tidligere, fordi vi kører det her sammen og brænder for det”, siger Lykke Schultz.

Begge har lagt faldskærmsspringene fra ungdomsårene bag sig, men de nyder stadig, når ordrer får adrenalinet til at suse.

ISOfilm_magasin_billede_af_Morten_400px“Det allersjoveste er reklameproduktionerne og umulige opgaver, som vi så alligevel finder ud af at løse”, siger Morten Schultz.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gode tips og tricks fra os fra ISOfilm, eller fra spændende
gæste bloggere med stort “know-how” indenfor markedsføring med video

  • Video i din markedsføring

    Få ti tips til hvordan du bedst bruger video i din markedsføring

  • Ved tilmelding accepterer du at modtage e-mail markedsføring fra ISOfilm
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.